Maria Skovbjerg Henriksen
Reg.exam.psykoterapeut og coach, mentor og mediator på gestaltterapeutisk grundlag.
Certificeret TOTUM Kropsterapeut og Living Yolates underviser.
Vision
Jeg har mærket på egen krop, hvad det betyder i yderste konsekvens, hvis hjerte og hjerne ikke taler ikke sammen. For mig betød det en langvarig og opslidende stress-sygemelding. Gennem nærvær, kontakt og tryghed hjælper jeg mennesker med at (gen)skabe den stærke, intuitive forbindelse mellem hoved og krop, som vi alle kommer til verden med, for at kunne tage ansvar for at leve et liv med overensstemmelse mellem vores højeste livsformål og grundværdier. Min terapeutiske tilgang er oftest et holistisk mix imellem krops- og psykoterapi, fordi krop og psyke hænger uløseligt sammen. Kroppen taler stadig, selv om ordene stopper. Derfor er det min fornemmeste opgave som terapeut at give det usagte et sprog, når det er klar til at slippe…
Om mig – personligt
Da vi arbejdede med grundværdier på psykoterapi-studiet, slog jeg mig hårdt på ordet ”Ansvar”.
Jeg havde jo brugt hele mit liv på at tage ansvar. Ansvar for andres konflikter, for at blive til noget, for at være noget, for mine børn, min karriere og mit pæne hjem.
Men lige der – foran sedlen på gulvet med A N S V A R råbende til mig, begyndte det at gå op for mig, at det jeg rent faktisk gjorde, var at tage ansvar for alt andet og alle andre end mig selv. Hvorfor var jeg ikke værd at stå op for? Hvorfor var det så svært at give mig selv lov til at fylde noget og blive set og hørt? De gamle fortællinger og overbevisninger, der havde været så definerende for mine valg i livet indtil da, begyndte at krakelere.
Men hvem var jeg så? Mit eksistentielle ståsted vaklede pludselig…
Den evige livsrejse det er at gå fænomenologisk til værks i at lære sin sande essens at kende kan være lige dele angstfremkaldende og frisættende. Det er bl.a. med den viden og livserfaring, jeg møder mine klienter med dyb empati og kontaktfuldt nærvær, fordi jeg ved fra egen krop, at det er herfra, vi kan finde modet til at udvise den nødvendige sårbarhed og kærlige nysgerrighed, der skal til, for at vi kan lære os selv at kende og vokse som mennesker.
At ville sig selv er at bane sig vej
i krattet, hvor tornene flænser
at vække sin Tornerose til leg
og ride i spring over grænser
At finde sig selv er at røbe sit skjul
og finde sig i at blive fundet
at råbe ”her er jeg” og træde i sol
– for før var du blindet og bundet!
Frit komme frem
som en ven mellem dem,
der troede, du var forsvundet.
(Jeppe Kallesøe, At kende sig selv)
Uddannelses- og erhvervsbaggrund
Oprindeligt uddannet Cand.ling.merc i engelsk og kommunikation fra CBS suppleret med en diplom i digital journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har arbejdet med kommunikation i mere end et årti som konsulent og senere som redaktør og teamleder. Jeg startede som selvstændig terapeut i 2020 og har stadig egen praksis, hvor jeg tilbyder krops- og psykoterapi på et Gestaltterapeutisk grundlag. Derudover har jeg også været ungerådgiver hos Headspace i en periode og frivillig gruppefacilitator i Exitcirklen mod psykisk vold.
Privat
Jeg er mine to dejlige døtres mor, min lille hunds bedste ven, passioneret koncertgænger og kæmpe fan af dans, sang og bevægelse. Det er for mig den bedste kilde til ren livsenergi og glæde.
Honorar
Individuel terapi: 60 min: 800 kr.
Honorar for studerende på akademiet NOAK
Individuel psykoterapi: 60 min: 700 kr.
Kombineret psykoterapi og kropsterapi: 60 min.: 700 kr.
Praksis:
Mageløs 12, 2., 5000 Odense C eller online (kun psykoterapi).